Få siden læst højt Tip en ven Print 

Netpaed som fjernstudie

Netpaed er en ung uddannelse i stadig udvikling. Vores nyeste tiltag er et koncept for danskere, der bor i udlandet, fast eller midlertidigt, men som gerne vil have en dansk pædagoguddannelse. Med tilladelse fra Forsknings- og Udviklingsafdelingen v. University College Sjælland startede vi i februar 2009 med et minihold på et par studerende, bosiddende i Belgien, og i foråret 2010 har vi fjernstuderende fra fra Fyn og Jylland og fra 8 europæiske lande, USA, Thailand og Quatar. Foreløbig er resultaterne lovende.

Koncept 

Konceptet består i, at studerende, der bor i udlandet eller steder i Danmark, der ligger for langt fra Roskilde til at fremmøde giver mening, samles i studiegrupper, der udelukkende arbejder sammen over nettet og ved brug af (gratis) Skype-telefoni. Hver studiegruppe er tilknytte en fast, gennemgående studievejleder og skiftende faglærere. De fjernstuderende er desuden knyttet til et hold af 'almindelige' Netpaedstuderende, som de samarbejder med i perioder, dog stadig over nettet. Som Netpaedstuderende kan man semestervist skifte mellem at være fjernstuderende eller fremmødestuderende, afhængigt af bopælsadressen. Fjernstuderende er til enhver tid velkomne til at deltage i F2F-undervisningen i Roskilde, hvis de f.eks. er på besøg på Sjælland.

Praktik 

Uddannelsen rummer 3 praktikperioder, én på o. 9 uger og to på hver et halvt år. Der er i pædagoguddannelsen lovgivningsmæssigt mulighed for et halvt års praktik i udlandet, svarende til én af de to lange praktikperioder. Afvikling af de to andre praktikperioder foregår i Danmark, med mindre der i det land, den studerende opholder sig, er mulighed for praktik i danske eller skandinaviske institutioner. I så fald kan praktikken betragtes som 'dansk' praktik. Det kræver dog i hvert enkelt tilfælde ministeriel dispensation. Netpæd sørger for praktikpladser i Danmark, og vi har et voksende kontaktnet i udlandet. Dog er det generelt den studerendes eget ansvar at finde passende praktikinstitutioner uden for Danmark. 

Eksamen 

Skriftlige prøver (bl.a. førsteårsprøven, der afslutter første studieår) bedømmes i Danmark af Netpaeds eksaminatorer og censorer. Prøver, hvori indgår mundtlighed og demonstration af praktiske færdigheder kan efter aftale med UC Sjælland afholdes i udlandet med deltagelse af en repræsentant fra Netpæd eller anden dansk repræsentation.   

Ønsker du at være fjernstuderende, må du være indstillet på selv at bidrage til din uddannelse, f.eks. med research på egnede praktiksteder. Du skal også være forberedt på, at studieformen nødvendigvis kræver stor selvstændighed, vedholdenhed og selvdisciplin. Til gengæld tilbyder studieformen jo maksimal frihed og fleksibilitet.

Vil du høre mere om fjernstudiekonceptet? Så ring eller mail til studiekoordinator Bennyé D. Austring.

bau@ucsj.dk

72 48 10 79