Internationalt

Pædagoguddannelsen Roskilde opfordrer alle studerende til at tilbringe en del af deres studie i udlandet. Først ved mødet med det fremmede og det anderledes ser vi på vores egen dagligdag med nye øjne. Og først når vi ser på det velkendte og gammelkendte med nye øjne skabes der plads til nye tanker og nye spørgsmål og ny undren. Og det er netop ny undren og nye spørgsmål som i sidste ende skaber ny viden.

Et ophold i enten en udenlandsk uddannelses- eller praktikinstitution, skaber sproglige, personlige og interkulturelle kompetencer som er meget efterspurgte i det moderne samfund. Roskilde pædagogseminarium har samarbejde med institutioner i såvel de lande, som vi sammenligner os med, som i u-landene. Vi har mulighed for at finde netop den udenlandske praktikplads, som tilgodeser dit behov for personlig og faglig udfordring .

Roskilde Pædagogseminarium. anbefaler så mange som muligt at rejse ud som en del af deres uddannelse. Man kan såvel rejse ud og tilbringe en kortere eller længere periode ved en anden uddannelses institution, eller man kan arrangere studieture og projekter af kortere varighed, eller man kan tilbringe sin afsluttende praktik i udlandet.

At rejse ud og engagere sig i en anderledes pædagogisk tænkning og praksis fordre at man tilegner sig en forståelse for at pædagogik udfolder sig forskelligt i forskellige kulturer. Man bliver derfor udfordret på sine normer, værdier, på sig selv og sin egne personlige og faglige kompetencer.

Har man en gang forsøgt at forklare hvad den danske pædagoguddannelse går ud på, hvilket erhverv uddannelsen kvalificere til og hvad en pædagog laver på et andet sprog end sit eget til en udlænding oplever man, at det der er indlysende for os er endog overordentligt svært at forstå for andre. Ja selv det at forklare til folk, der er beskæftiget med samme studie eller erhverv i udlandet efterlader vores udenlandske venner i en tilstand af vantro.

Hvordan kan man bedrive pædagogik uden undervisning og hvorfor skal børnene ikke lære noget, før de starter i skolen? Hvorfor er det ikke en barnplejerske til de små, en førskolelærer til de lidt større og en psykolog, sygeplejerske, socialrådgiver eller fængelsbetjent til de skæve og anderledes?

Hvorfor er dansk et kreativt fag og ikke en systemisk sprogindlæring og litteraturindføring, og hvad i alverden skal stunt, keramik og kanoture gøre godt for? Hvordan kan man blive pædagog uden at kende Vygotskys og Dewey's teorier uden ad? Hvorfor må man selv vælge hvad ens opgaver skal handle om? Og hvorfor skal man evaluere sig selv og hvordan sikre de agftværdige lektore, at de studerende lærer noget i praktikken? Og hvorfor fanden får de studerende penge med til at rejse om til den anden side af jordkloden i et halvt år finansieret af staten?

At besvare sådan nogle spørgsmål giver et andet syn på vores uddannelse. Forhåbentligt giver det også indsigt i, at måden de forskellige lande forholder sig til deres børn, deres handicappede og deres ‘afvigere' på ikke bare er dårligere eller forkerte. Det enkelte lands kultur må medtænkes for at forstå at opgaveløsningen og arbejdsprocesserne er anderledes end i Danmark.

Er der et fagligt udbytte at hente i en udlandspraktik, som ikke kunne gøres bedre i en dansk institution? Er udlandspraktik ikke bare en meget nem måde at komme ud i verden på, som ikke burde blandes sammen med at tage en faglig uddannelse til pædagog? Vi møder en del, også indenfor andre uddannelsesområder, som stiller spørgsmålstegn ved muligheden for at tage en praktikperiode i en institution i udlandet, som det er almindelig praksis på pædagogseminarierne. Hvad er formålet? Og hvad skal til for at sikre, at målene med en udlandspraktik kan indfries?

Når man rejser ud, er det som oftest ud fra et ønske om at komme ud og opleve noget nyt og spændende. Mange studerende har været af sted som rygsækrejsende tidligere; men nu skal de ud og løse en faglig opgave i forhold til deres egen uddannelse. Det kræver en helt anden indstilling og forberedelse, men til gengæld kan man også nå meget langt, hvis man kommer helskindet igennem de problemer, det indebærer. Først og fremmest skal man kunne kommunikere med de børn og voksne, man skal arbejde sammen med. En stor del af praktikperioden kan gå med at lære at klare sig i de sproglige sammenhænge. Man skal være forberedt på, at de fysiske forhold ikke er, som man er vant til. Det nytter ikke noget, at fokusere alt for meget på faldefærdige bygninger eller uhygiejniske sanitære forhold i en institution. Det må ikke overskygge ens vilje til at finde værdierne i den fremmede kultur og de mennesker, man er sammen med. Man skal kunne gå på kompromis med sine faglige idealer og se børnenes behov ud fra den verden, de befinder sig i. Det nytter for eksempel ikke noget, at man forestiller sig, at man skal ud og lave verden om - et mere realistisk mål er gensidig inspiration og forståelse.

Hvis forarbejdet er på plads, dvs. den studerende har en god fornemmelse for, hvad hun kan

forvente sig af sin udlandspraktik både på den positive og den negative side af brøkstregen, så

er der i løbet af et halvt års udlandspraktik mulighed for at komme hjem og have:

Prøvet sin egen faglighed og pædagogiske redskaber af i en helt anden menneskelig sammenhæng end derhjemme

Hvis dette kan blive det faglige udbytte af en udlandspraktik, er vi ikke i tvivl om, at en praktik i udlandet er et rigtigt godt alternativ til en tilsvarende praktik i en dansk institution.

Også i Danmark er der et stadig stigende behov for, at pædagoger, lærere og sundhedspersonale bliver bedre til at kommunikere med mennesker som har en anden kulturel baggrund. For at forstå de problemer 2.generationsindvandrerne møder, er det nødvendigt, at der satses langt mere på at forberede danske studerende på mødet med fremmede kulturer.

Når man har været i praktik i udlandet, har man lært at 'leve sig ind i' en fremmed kultur.

Man har været nødt til at respektere en anderledes måde at arbejde og tænke på. Man har forhåbentligt fået øje for, at det er en stor og spændende udfordring at prøve at lære og forstå, frem for udelukkende at have øje for alt det vi gør 'bedre' eller 'mere hensigtsmæssigt' i Danmark. Når man møder en fremmed kultur, skal man helst komme med åbne øjne og åbent sind. På den måde vil man som regel møde samme åbenhed fra de mennesker, man er sammen med. Dermed er grundlaget lagt for det vellykkede kulturmøde - både i Danmark og i udlandet. Netop forståelsen for andres kultur og metoder er godt i gang med at blive en del af de almene færdigheder, som man forventer at danske studerende har, på lige fod med personlige- og faglige kvalifikationer.