Uddannelsen
Pædagoguddannelsen Roskilde er en videregående uddannelsesinstitution, der uddanner pædagoger til alle områder indenfor det pædagogiske felt. Vi er en stor uddannelsesinstitution med 700 studerende og 60 ansatte. Vi har et spændende uddannelsesmiljø i et dejligt hus i smukke omgivelser. Der er let adgang med bus fra Roskilde station.
Vi udbyder den generelle uddannelse 3½-årige til pædagog og den særligt tilrettelagte (merit) 3-årige uddannelse til pædagog, samt en net-baseret pædagoguddannelse.
Vi lægger stor vægt på det studiesociale miljø og at de studerende har indflydelse på deres studium, og du vil hos os møde engagerede og kvalificerede lærere, der på hver deres måde er med til at bidrage til din aktive studieproces. Du vil på Roskilde Pædagogseminarium have din personlige studievejleder.
Studiet bygger bl.a. på projektorganiseret undervisning og på mulighed for faglig fordybelse. Praktikken er central i uddannelsen. Der er tre praktikperioder, hvoraf de to er lønnede praktikperioder hver af 6 måneders længde.
Pædagoguddannelsen giver dig mulighed for at vælge ét af følgende tre linjefag:
- Værksted, Natur og Teknik
- Krop, bevægelse og sundhed
- Udtryk, musik og drama
Desuden har du mulighed for at specialisere dig inden for følgende områder
- Børn og unge
- Mennesker med nedsat funktionsevne
- Mennesker med sociale problemer
Der er mulighed for udlandspraktik mv, gennem vore gode internationale samarbejdspartnere. (Se mere herom i studieordningen og studieplanen) Pædagoguddannelsen Roskilde har som det næstældste seminarium i Danmark (grundlagt i 1907) stolte traditioner indenfor pædagogik, der i dag betyder at vi er et seminarium med grundlag i det moderne samfunds pædagogiske tænkning og praksis.
Vi samarbejder med Roskilde Universitet Center(RUC) og Danmarks Pædagogiske Universitet (DPU) om forskning, efter- og videreuddannelse. Vi samarbejder med en række andre seminarier om det internationale, om forsøg & udvikling og om kursus- og efteruddannelse. Vi samarbejder med kommuner og region Sjælland om praktikken og om udvikling af den pædagogiske praksis gennem en række forsøgs og udviklingsprojekter.
Velkommen til et spændende studium og samarbejde.
Anja Richter
Uddannelsesleder


