Tirsdag den 9. februar 2010 kl. 10 underskriver Kalundborg Kommune og University College Sjælland en partnerskabsaftale, der skal bidrager aktivt til at hæve uddannelsesniveauet blandt unge og voksne i det nordvestsjællandske område.
University College Sjælland og Kalundborg Kommune vil i fællesskab igangsætte en række initiativer, der samlet skal bidrage til at nå Regeringens mål om, at 50 pct. af en ungdomsårgang skal gennemføre en videregående uddannelse.
- Vores fælles indsatsområder vil frem til 2012 blandt andet være rekruttering og fastholdelse af studerende, praktikmuligheder for studerende i Kalundborg Kommune og udviklingsprojekter, der for eksempel kan opkvalificere medarbejderne i Kalundborg Kommune, fortæller rektor Ulla Koch.
Borgmester Martin Damm, Kalundborg Kommune, mener at et styrket samarbejde med University College Sjælland er vigtigt for Kalundborg Kommune:
- Det er vigtigt, at vi som kommune og arbejdsgiver bidrager til at hæve uddannelsesniveauet blandt både unge og voksne i det nordvestsjællandske område. Vi skal sikre gode praktikmuligheder i kommunen, tilbyde merituddannelser og opkvalificere medarbejderne i kommune. Initiativer som skal bidrage til, at vi på sigt har kvalificeret arbejdskraft i Kalundborg Kommune, udtaler borgmester Martin Damm.
Samarbejdet er godt i gang
Samarbejdet mellem Kalundborg Kommune og University College Sjælland er allerede godt i gang, idet Kalundborg Kommune sammen med fem andre kommuner har indledt et samarbejde med University College Sjælland om en diplomuddannelse, der skal ruste lederne i de seks kommuner til at tackle de mange udfordringer, som kommunerne står over for.
Bestyrelsesformand for University College Sjælland, Hans Stige, glæder sig over, at en formel aftalen nu er på plads.
- Partnerskabsaftaler med kommuner i hele regionen indgår som et væsentligt element i University College Sjællands Strategiplan 2012. Det er afgørende for os, at vi får etableret et tæt og forpligtende samarbejde, så vi fremover kan leve op til forsyningspligten af professionsbachelorer i regionen og udvikle vores uddannelser og studiemiljøer til gavn for vores studerende og aftagerne, siger bestyrelsesformand for University College Sjælland, Hans Stige.
Pressen er velkommen til at deltage ved underskrivningen, der finder sted tirsdag den 9. februar 2010 kl. 10 på Holbækvej 141B, 4400 Kalundborg.
Fra Kalundborg Kommune deltager: Borgmester Martin Damm, kommunaldirektør Henrik Damm, børn- og ungedirektør Per Bjørn Hansen, social-, sundheds- og arbejdsmarkedsdirektør Henrik Hauschildt Juhl samt personalechef Hanne Damsgaard.
Fra University College Sjælland deltager: Rektor Ulla Koch, bestyrelsesformand Hans Stige og dekan Lars Thore Jensen.
Kontaktinformation:
Bestyrelsesformand Hans Stige, University College Sjælland, telefon 23 23 60 78
Rektor Ulla Koch, University College Sjælland, telefon 72 48 10 50
Borgmester Martin Damm, Kalundborg Kommune, telefon 59 53 44 03