Stort hit at læse til pædagog på internettet
Pressemeddelelse 6. januar 2010
En overvældende stor interesse for pædagog e-læringsuddannelsen Netpæd. betyder, at University College Sjælland i februar 2010 for første gang siden uddannelsens start for fem år siden opretter to klasser på e-læringsuddannelsen.
E-læringsuddannelsen Netpæd. har de seneste år udviklet sig til en stor succes, der tiltrækker studerende fra hele Danmark og udlandet. Når næste hold starter mandag den 1. februar 2010 starter 70 studerende. Det betyder, at University College Sjælland for første gang opretter to hold på e-læringsuddannelsen.
- Interessen for at læse pædagog som e-læring er eksploderet de seneste år. Fleksibiliteten i forhold til, hvor og hvornår man vælger at studere, den sparede transporttid og brugen af internettets muligheder og forskellige e-læringsformer tiltrækker rigtig mange studerende, fortæller uddannelseskoordinator Bennyé D. Austring fra University College Sjælland.
IT-nørde eller pædagog?
Netpæd. uddannelsen er en særlig e-læringsbaseret version af den almindelige pædagog-uddannelse.
Netpæd. uddannelsen giver ligesom den almindelige pædagoguddannelse adgang til både videreuddannelse på Danmarks Pædagogiske Universitet og til et meget varieret arbejdsfelt, hvor der p.t. er mangel på arbejdskraft.
Uddannelsen følger studieordningen for den nye pædagoguddannelse, så forskellen ligger i den store fleksibilitet.
- Vi støder ofte på fordomme om, at e-læring skaber it-nørder og ikke 'rigtige' pædagoger. Men det forholder sig faktisk sådan, at Netpæd.-studerende er mere ude i institutionerne end studerende på den traditionelle pædagoguddannelse, forklare Bennyé D. Austring.
Uddannelsen består af en kombination af almindelig men intensiv klasseundervisning, selvstændigt studiegruppearbejde via internettet, individuel læsning og ca. 14 måneders praktik i tre forskellige institutioner.
Den intensive klasseundervisning foregår i Roskilde, mens praktik, gruppearbejde og den internetbaserede undervisning kan foregår i hele landet eller i udlandet, hvis den studerende ønsker det.
- Netpæd. uddannelsen har i løbet af de seneste år fået et meget internationalt præg med studerende bosat i hele verden. På den nye årgang, der starter 1. februar, er der studerende bosat så langt fra Roskilde som Canada, Italien, England, Norge, Belgien, Sverige og Qatar, fortæller Bennyé D. Austring.
Informationsmøde
Det er muligt at tilmelde sig Netpæd. uddannelsen frem til 31. januar. Den 14. januar kl. 17-18.30 holder University College Sjælland informationsmøde om Netpæd. uddannelsen. Informationsmødet holdes hos University College Sjælland, Ibsgården 222, Himmelev. Her vil Bennyé D. Austring orienterer om uddannelsen. Man kan læse mere om den e-læringsbaserede pædagoguddannelse på www.netpaed.dk.
Baggrundsinformation
Netpæd. uddannelsen svarer til den traditionelle pædagoguddannelse. Forskellen er, at undervisningen er baseret på e-læring. Derfor er uddannelsen mere fleksibel for den studerende.
Netpæd. uddannelsen har eksisteret i fem år og har gennem de seneste år haft stor succes med øget optag.
1. februar 2010 starter 70 studerende på Netpæd. uddannelsen. De studerende er bosat i hele landet og i udlandet.
Læs mere på www.netpaed.dk
Kontaktinformation:
Uddannelseskoordinator Bennyé D. Austring, University College Sjælland, telefon 72 48 10 79, e-mail bau@ucsj.dk
