Pædagog som E-læring (netpaed)
En E-læringsstudieretning for pædagogstuderende ved University College Sjælland.
Næste hold starter mandag den 1. februar 2010 i lokalerne hos Pædagoguddannelsen i Roskilde. Holdet følger den nye pædagoguddannelses studieordning og -plan - tilpasset til net-baseret uddannelse. Interessen for denne studieform er eksploderet i 2009, så tidlig tilmelding anbefales. Først til mølle...
Uddannelsen, der er udviklet gennem 5 år, er en særlig e-læringsbaseret version af den almindelige pædagog-uddannelse, og den giver på samme måde adgang både til videre studier på Danmarks Pædagogiske Universitetsskole og til et meget varieret arbejdsfelt, hvor der p.t. er mangel på arbejdskraft.
Men det føles helt anderledes at studere på Netpaed på grund af de relativt få undervisningsdage på uddannelsesstedet, den store fleksibilitet i forhold til, hvor og hvornår man vælger at studere, den sparede transporttid og brugen af internettets muligheder og forskellige e-læringsformer, der forener de klassiske pædagogiske kompetencer i arbejdet med mennesker med moderne kompetencer i kommunikation og informationsøgning.
Uddannelsen rummer kort fortalt en kombination af almindelig (men intensiv!) klasseundervisning, selvstændigt studiegruppearbejde via internettet, individuel læsning og ca. 14 måneders praktik i tre forskellige institutioner. Vi skaffer praktikpladser til alle studerende og tilstræber, at pladserne ligger i en rimelig afstand fra hjemmet, uanset hvor i landet den studerende bor.
Kik rundt på siden og se hvad studiet indeholder og hvordan vi bygger det op i UCSJ. OG tjek nogle ret vigtige informationer her...
Fordom: "E-læring skaber it-nørder, ikke 'rigtige' pædagoger"
Facts: Netpaed-studerende er mere ude at arbejde i institutionerne end almindelige studerende - men ja, de bliver efterhånden også ret gode til it!
Webredaktør på netpaed er Bennyé D. Austring: bau@ucsj.dk.



